Back to reality

Så er de første 14 dage i resten af mit liv overstået, og det betyder at jeg i dag både har mål og vejet mig. Titlen på dette indlæg er meget sigende for hele min situation, for JA jeg er sku tyk og jeg VED det godt. Men, jeg har en eller anden evne til alligevel at bagatalisere tingene en smule. “Arh, , jamen det ser da ikke SÅ slemt ud i disse bukser, eller denne top.” JO DET GØR! Uanset hvad jeg har eller ikke har på er den barske sandhed, at jeg vejer 50 kg mere end jeg burde, er på mit allerstørste nogensinde OG døjer med nogle helbredsmæssige issues som har vist sig nu pga den livstruende HELLP jeg var så heldig at overleve under graviditeten med Mia. Så nu er det nu! Hvis ikke denne gang, så sker det aldrig.

Lidt billeder fra her og nu - altså omkring starten. Sådan er den barske virklighed, that´s me :/ Jeg finder selv mega meget motivation i at sammenligne billeder af mig selv, så jeg lader disse stå som inspiration og motivation - og om nogle måneder kan jeg forhåbentlig tage nye forbedrede, med synlig forskel.

Og nu til det som det hele handler om - status på første vejning. Vægten siger minus 3.3 kg på 14 dage, og i alt er der røget 15 cm fordelt på talje, mave, lår og bryst 💪🏻 Jeg er rigtig glad og tilfreds, og det giver blod på tanden til næste vejning. Samme tid kæmper jeg meget med at få de negative tanker væk, for de spøger stadig. Dem, der foræller mig at 3 kg ud af 50 kg er en dråbe i vandet, og at det føles håbløst. Dem, som virkelig sætter min tålmodighed på prøve, og som altid har fået mig til at give op. Men ikke denne gang. Denne gang SKAL det lykkes, så jeg tager minus 3.3 kg, og går efter de næste 3 🙌🏻

xoxo Belma

2018 er MIT år

Where to start 🙄😂

Nå, men altså, jeg har en blog 😜 længe før det blev cool og moderne med blogs, og længe før man som almindelig dødlig med en Instagram konto kaldte sig selv blogger, med et billede og 4 ord under, var der rigtige blogs. Og sådan en havde (har) jeg 🙈

Den er nærmest ikke eksisterende, død er nok en mere præcis beskrivelse. Men, den blev startet i 2011 som en slags dagbog over mit daværende vægttab, og den rejse jeg påbegyndte, som SKULLE have været en vedvarende livsstilsændring. Bloggen her blev opdateret med alt omkring forløbet, vejningerne, træningerne, maden osv osv.

Bevares, jeg tabte mig 25 kg på 4-5 måneder, var super glad de 5-6 måneder det varede ved, men hovedet fulgte desværre ikke med, og jeg lærte aldrig at elske mig selv, eller anerkende vægttabet. Knap 6 måneder efter vægttabet havde jeg taget de første 10 kg på igen, og jeg ved ærligt ikke engang hvornår, men kort tid efter var alle 25 kg tilbage og de havde taget deres venner med 🙈 vægten sagde ca + 35 kg. Jeg var tilbage til udgangspunktet og endnu dårligere stillet.

Men to graviditeter, et stillesidende kontorjob, alderen og generelt kærligheden til chokolade samt hadet til motion (og sved) betyder i sidste ende, at jeg pt sidder større end nogensinde. Jeg vejer nu ca   45 kg mere i dag end på disse billeder - billeder efter mit vægttabt i 2012. Billeder som jeg NU ville five alt for var mit spejlbillede, men billeder som jeg den gang ikke kunne se en forskel på.

(Se lige bort fra rodet i baggrunden, det var FØR børn, den gang jeg ikke havde tid til noget som helst, så jeg er lovligt undskyldt - hov, nej vent, det er efter børn man er det 😜)

I dag er virkeligheden en helt anden, jeg skal se om jeg kan tage mig sammen til at trykke udgiv på onsdag, når jeg har min første vejning. Første vejning efter påbegyndelsen af mit nyeste forsøg på en sund livsstil. Forsøg er egentlig et forkert ord, for der er IKKE en mulighed for, at det ikke lykkes. 

Til dem der lyster, er dette et forsøg på at genoplive bloggen, FOR MIN EGEN SKYLD! den er min dagbog, og intet motiverer mere end at se sig selv mindre end man er nu. Læs med hvis du har lyst, fremtidige blogs så vel som gamle :P

Fødselsberetning Mia

Kære alle

Dette indlæg handler på ingen måde om det min (nu stillestående) blog ellers har handlet om, nemlig vægttab. Dette ene enkelte indlæg er min fødselsberetning, som jeg af forskellige årsager nu vælger at dele.

Først, en del af jer ved hvad vi har været igennem med Mia og mht min graviditet, og mange har spurgt og spurgt, hvor overskuddet til at snakke om det bare ikke har været der.

Nu er der snart gået 6 måneder, og hele oplevelsen spøger stadig rigtig meget hos mig, og d. 23/6 præcis på Mias halvårsdag skal vi endelig ind og have en efterfødselssamtale på Kolding Sygehus. Denne blev vi tilbudt to gange under indlæggelse men takkede nej. NU er jeg endelig ved at være der, hvor der skal sættes et punktum, og i den forbindelse skal jeg reflektere lidt over det hele inden samtalen. Derfor denne blog. Det er jo min dagbog, men også en meget terapeutisk måde at give slip på sine følelser (for mig).

Jeg håber I vil tage godt imod det - det er meget personligt, men egentlig er det udelukkende for min egen skyld at indlægget skrives :)

Som de fleste ved, havde jeg termin med Mia d. 21/1-16 (sjovt nok forbinder jeg denne dato med hende, glemmer helt at hendes rigtige (og eneste) fødselsdag faktisk er 23/12-15). Da jeg var 29+6 fik jeg voldsom hovedpine og flimmer for øjnene. Tog til egen læge som målte et højt blodtryk og fandt +2 for protein i urinen.Jeg vil ikke komme nærmere ind på hvad de forskellige ting betyder, ud over at lægen med det samme mistænkte svangerskabsforgitning, og sendte mig til fødegangen på Kolding Sygehus. Min svigermor havde det med Tommy så jeg havde hørt lidt omkring det, men spekulerede ikke over det, da jeg var sikker på lægerne nok skulle gøre hvad de kan :)

Fødegangen bekræftede begyndende svangerskabsforgiftning, og sygemeldte mig øjeblikkeligt, da jeg skulle hvile mig så vidt muligt for at aflaste kroppen. De var meget klare i mælet på sygehuset - når SSF opdages så tidligt i graviditeten, så bliver det mere ofte end sjældent alvorligt. Dette var i starten af november, og de efterfølgende 3 uger var jeg on/off indlagt mere eller mindre hele tiden, fordi blodtryk steg og steg trods medicin for det, og protein i urinen voksede. Heldigvis følte jeg mig helt rask og kunne slet ikke forstå hvorfor lægerne (og min familie) panikkede sådan og piskede en stemning op :P

7/12-15 kom jeg på Kolding sygehus til kontrol, jeg havde været indlagt ugen før men fik lov at komme hjem på weekend. Den mandag (min mors fødselsdag forøvrigt) var mit BT så højt og proteinet så meget til stede, at de besluttede at indlægge mig til jeg havde født. Husk lige på, at jeg først havde termin knap halvanden måned efter.

Fysisk havde jeg det ok på trods af alting, men psykisk var jeg meget nede, for det var utrolig hårdt ikke at vide om man var købt eller solgt. Hver dag kom en ny læge med en ny plan for mig, og intet kunne siges med sikkerhed.

Jeg fik meget hurtigt sygehus kuller

Efter meget brok og stor utilfredshed over ikke at vide hvad der skulle ske og hvornår, blev det på en læge konference besluttet, at jeg skulle sættes i gang med stikpiller fredag d. 25/12. Jeg ville få lov at komme hjem få timer juleaften, og skulle så møde op dagen efter til igangsættelse. 

Om aftenen d. 19/12 fik jeg voldsomt ondt lige under brysterne, den allerøverste del af maven. Lægerne havde fra starten af sagt at hvis jeg mærkede det mindste ondt i maven var det meget vigtigt de fik besked. Jeg fortalte det den aften, men de sagde jeg bare skulle hvile mig. Jeg faldt i søvn, og det gik over. Aftenen efter kom smerten igen, dog meget værre, og jeg gik bogstavelig talt rundt på sygehuset fra 01-07 om natten for kunne ikke være i min egen krop. Denne gang fik jeg en magnesia pille, for jeg kunne da lige komme ud og skide som jordemoderen så fint fortalte mig…hmm.. næste nat var smerterne så voldsomme at jeg skreg og sagde jeg IKKE kunne holde det ud mere. Lægen gik med til at tage en blodprøve og stixe (teste) min urin. Det havde de egentlig gjort hver dag siden indlæggelsen, men stoppede da alle prøver efter knap 3 uger så fine ud. Så de havde ikke taget blodprøver i 3 dage på det tidspunkt. 

Da jeg gik ud for at tisse kunne jeg slet ikke, og da der endelig kom lidt ud, var det kulsort. Jordemoderen blev pænt bleg i hovedet da jeg viste hende det, hehe. Jeg ringede med det samme efter Tommy, og sagde jeg bare kunne mærke noget var galt, og han skulle komme hjem fra job. Han kom på sygehuset hos mig kl. 11 den tirsdag d. 22.12. Pga det sorte urin blev blodprøverne hastet, og da de kom tilbage var de kritiske - vigtigst viste de at min nyre var ved at sætte af (derfor sort tis), og leveren var svulmet meget op med væske (derfor smerten i maven).

Det blev besluttet, at jordemoderen skulle sætte mig i gang med det samme! Heldigvis skulle der ikke stikpiller til, for what do you know, jeg var da åben 1 cm og vandet kunne bare tages (Y) Når man har SSF siges det at fødslen går meget stærkt fordi kroppen arbejder, så de lovede mig nærmest af jeg efter få timer ville have født Mia, yes :)

Kort version - intet gik efter planen. Jeg fik epiduralblokade (krav ved SSF patienter pga blodtrykket), den skulle lægges to gange pga fejl, og kl. 15.30 fik de koblet vedrop på, fordi mine blodprøver (som de tog en gang i timen) blev værre og værre. Vandet blev taget kl.13.40, kl. 15 var jeg i aktiv fødsel og 4 cm åben. Kl. 23 med konstant vestorm siden kl. 16 var jeg stadig kun 4 cm åben.  Men mine blodprøver var så slemme, at det blev vurderet jeg var meget kritisk. Derudover fik jeg max dosis af tre præparater for blodtryk PLUS medicin direkte i venflon, og alligevel var BT 198/130. 

Lægerne fik besluttet at der ikke var tid til at vente, jeg var i kritisk tilstand og Mia skulle ud med det samme. kl. 23.50 kom vi ind på operationsstuen, og kl. 00.02 er Mia født ved hyper akut kejsersnit. Jeg synes der gik evigheder før hun sagde en lyd, og jeg fik hende ikke op til mig med det samme. Pga min tilstand skulle de lige tjekke hende, så efter lidt tid fik jeg hende op på brystet. Der lå hun så i 40 sek, før hun blev flået fra mig og Tommy blev bedt om at følge med. Jeg husker jeg synes hun lignede en smøfl fordi hun var blå, men tænkte ikke mere over det. 

Jeg blev syet sammen og overflyttet til intensiv, for min tilstand blev endnu dårligere og alle mine værdier faldt endnu mere end godt var. kl. 03 kom Tommy hos mig og sagde Mia bare skulle have lidt hjælp til at trække vejret og fik derfor Cpap, og lå på neonatal afdeling. Meget bizar følelse at være alt det igennem og som mor blot få 40 sekunder med sit barn.

En lang historie kort omkring mig selv - jeg var på intensiv i 48 timer før jeg fik lov at rykke ned på barselsgangen da mine værdier begyndte at være nogenlunde. Knap 9 dage efter fødsel var blodprøverne normale og jeg blev udskrevet som patient, og medindlagt som mor til barn på neonatal afdelingen (for fortidligt fødte). 

Man skulle tro det væreste var over os, og vi nu kunne koncentrere os om vores lille fine datter, som jeg fik lov at se d. 23/12 ca. kl. 12-13, altså et halvt døgn efter jeg havde født hende - og det så kun i 10 min.

Først kom en læge ind og fortalte os, at vores datter var meget syg - de havde hørt en mislyd, og hun havde en medfødt hjertefejl. Kort tid efter fandt de ud af mislyden ikke skyldtes hjertet, men en punkteret lunge, der var kollapset. Mias liv var i fare. De ville give hende natten over 23-24/12 for at se om hun klarede den, og så ville de lægge en plan for hende. Ja tak, glædelig jul!

Efter nogle forskellige ting der ikke lykkedes lagde man et lungedræn, der heldigvis virkede, og hullet på lungen lukkede sig. Det var afgørende, for med en kollapset lunge var det kun et spørgsmål om tid før den anden også kollapsede, og så var det som man kan regne ud ikke godt. Mia var indlagt som patient i 21 dage, hvor hun dagligt fik taget blodprøver, blev stukket i, flyttet rundt på og skulle igennem alverdens prøvelser. Og, for at det ikke skal være løgn, stoppede hun med at trække vejret hele to gange. Men som den sande fighter som hun er, trodsede hun alle odds og blev efter kun 21 dage udskrevet hele to uger før den rigtige termin. 

Der har været lidt forskelligt med hjertet siden hen, selv om det ikke var så slemt som de først fortalte os, men Mia er i dag hundrede procent rask, og vil ikke få nogen men af alt det hun har været igennem. Da vi var til kontrol med hullet på hendes forkamre i hjertet i sidste uge, kunne lægen huske hende, og sagde hun var det mest syge barn i julen. Hmm ville da hellere have hun havde husket os for noget andet - men bum, Mia fik vist hende hvor meget der er sket siden. 

Jeg selv har det også godt, min krop skal ikke være gravid de næste to år, det vil den ikke kunne klare var lægen ret ærlig omkring. Det er meget sjældent man som gravid kaster op efter 3 mrd, jeg kastede op 7 gange dagligt i 5 måneder. Det er 3% af gravide der får SSF, vupti det fik jeg. Der er kun 10 tilfælde om året i hele landet af kollapset lunge, ja tak en til Mia. Synes da vi har været igennem det man kan blive ramt af i sådan en graviditet, og for at det ikke skal være løgn, fik jeg seneskedebetændelse i begge håndled pga væske i kroppen -  99% af tilfældene forsvinder det igen når man har født. Gæt, hvem der er den heldige 1% der skal have opereret begge sine håndled..?? ;)

Pyha, det blev langt :) Men nu fik jeg alt ud, og fik tvunget mig selv til at tænke over det hele. Nu venter samtalen med sygehuset, så vi kan få sat det sidste punktum. På trods af alt vi har været igennem, føler jeg mig meget tryg ved at skulle /engang i fremtiden) have barn nr to på Kolding Sygehus. Det absolut bedste personale i verden er P3 i Kolding, og alle jeg har været i kontakt med (med undtagelse af en enkelt jordemoder) har jeg følt mig super tryg ved.

Jeg mangler dog at høre lidt om hvorfor fx Mia ikke fik lungemodner, når de vidste risikoen for at hun kom før tid var meget stor, hvorfor de ikke tog blodprøver på mig i tre dage - de to dage hvor jeg havde fandens ondt det ene sted de spurgte til hver dag flere gange om dagen osv osv. VI kan intet lave om, men et svar vil nok være godt for os alligevel. Måske jeg også endelig kan holde op med at føle mig så snydt for de sidste to måneder af min graviditet, kan stoppe med at sørge over de ting vi ikke nåede, holde op med at være ked af ikke at have fået lov til at gøre arbejdet færdig men skulle have kejsersnit osv osv.

ps., bonusinfo - epiduralblokaden blev jo lagt to gange, men da de skulle lægge spinalbedøvelsen til kejsersnittet opdagede de, at epi slet ikke var lagt rigtigt, og derfor på intet tidpunkt virkede. SÅ jeg føler mig skide sej, at have udholdt 7 timer med konstant vestorm :P

Og hvad siger vægten så nu..?

Kære alle

Jeg har lige smidt mig på sofaen, fuldstændig smadret og tappet for alt energi og hvad der minder om overskud.
I dag var Nina og jeg ude og løbe, og vi fik løbet en rigtig fin tur, ud mod Vejle fjord, så vi havde bare den smukkeste udsigt med højt sol og klar blå himmel. Eller, det er i hvert fald hvad jeg tror om vejret, for det meste af løbeturen blev tilbragt med hovedet nede mod asfalten, mens jeg gispede efter vejret :)

Jeg mindes seriøst ikke en løbetur der var så fysisk udfordrende som den her. Vi taler altså "kun" om 4 km, men hold nu KÆFT, det var hårdt. Der var ikke den kropsdel jeg ikke havde ondt i, og som noget helt nyt fik jeg sygt meget ondt i min ryg - altså sådan for alvor " det-brænder-i-min-lænd-skyd-mig-nu" ondt :)
Derudover var jeg mit sædvanlige brokkende og negative jeg: ynkelig og ondt af mig selv. At Nina kad blokere mine ynkelige hulk forstår jeg ikke :)
Men vi fik da gennemført. Med syre i benene der ikke havde aftaget meget siden løbeturen i søndags endda!

Og heldigvis er det først på søndag vi skal løbe igen - vi har aftalt tirsdag og søndag som faste løbeture sammen, hvis vi kan få det passet ind. Der ud over kan man finde mig i Fresh (nægter at omfavne sammensmeltningen med Fitness World, haha); jeg tænker måske torsdag med min søde veninde Marianne, som jeg er sikker på snapper mig med svaret, hvis hun læser det her :P :)

Tirsdag bliver også fremtidig veje dag, og da i dag var den første, kan jeg selvfølgelig ikke fortælle jer hvad der er tabt - men forhåbentlig ryger der masser af væske i de første par uger, og jeg kan præsentere -1kg næste tirsdag :))

Ps., jeg kom også til at købe en bluse, er den ikke fin :)

xoxo Belma

Min største last, og meget mere - i billedform :)

Kære alle

Sikke et fantastisk vejr, og sikke en forskel solen kan gøre på ens humør og overskud! I går fik Tommy og jeg ordnet vores have, så nu er vi klar til årets første grillaften i aften - det bliver så lækkert!

Vejret indbød sørme også til en lille løbetur, og hvis ikke jeg tager fejl, så var der tale om årets første udendørs løbetur. Jeg løber en gang i mellem i fitness centret på løbebånd, men de dage hvor jeg løb fast udenfor mere eller mindre hver dag, er for længst overstået. I dag fik en af den så en revival, og uanset hvor lille eller hvad man nu skal sige den var, så er jeg alligevel stolt af mig selv, for jeg kunne være blevet hjemme på sofaen.

Men det gjorde jeg ikke, jeg kom afsted, og alt i alt løb jeg 3.5 km med min dejlige løbemakker :)
Hele turen var på ca 4.5 km, men vi løb interval - altså sådan ca 500 m løb, et par minutters gang, 500 m løb osv osv.
Selve løbedelen er med på nedenstående billede, så alt i alt løb vi 3.5 km, og vi stoppede derfor Endomondo når vi gik. For altså at kunne få det reelle løbetal med:

(dejligt terræn i Sønderskoven i Vejle)

Det var også en passende anledning til at teste mine nye løbesko for første gang (de grå er de nye). Jeg har ikke høje forventninger til dem, da det er nogle billige sko fra Ellos, men de var egentlig meget gode. Super lette og støtter rigtig fint min vægt og fødderne. Vi har gennem min arbejdsplads en rabat ordning med sport 24, så det er min plan at bruge min bonus på et par ordentlige løbesko, så de her er blot reserve ind til da, for som I kan se på billedet nedenunder, er mine gamle helt slidte.
Og hvad gælder billedet: ja, ja jeg brude måske prøve nogle nye farver mht løbesko, men hey elsker pink, so why fix it if it ain´t broken :P

(måske de næste bliver HELT pink)

Nå, nu til det med den største last :) Der er egentlig ret mange hvis jeg tænker mig om, og rigtig mange ting jeg egentlig ikke VIL undvære. Men skal man tabe sig, må man for en periode forlige sig med, at nogle ting ikke kan indtages i samme opfang som tidligere. For mig er der tale om energidrinks :) Jeg ved det er noget være stads, i forhold til hvad det er lavet af og hvad det gør ved kroppen. Og jeg ved, at der findes light udgaver og produkter med 0 kcal og jeg skal komme efter dig - men det er til ingen nytte, da jeg kun kan lide to slags energidrinks: X-ray (den almindelige) og blå booster. Har prøvet alt muligt andet og det gør jeg ikke igen. Så jeg er simpelthen nød til at skære forbruget ned, for de her flydende kalorier er sku ret store alligevel - i en 1/2liters booster er der næsten lige så mange som i et måltid. Og det mætter immervæk alligevel lidt mere, end 7 slurke energidrik :)

Jeg har jo en lille drøm om, at det billede nedenunder hvor jeg er klædt i sort (taget i fredags), snarest muligt skal blive til det billede fra sommer 2012, hvor jeg har den cremefarvede kjole på. Derfor skal booster, chokolade og alt muligt andet skæres så vidt muligt fra, mens løbeture skal skrues op. 

(som sædvanligt: never mind rodet i baggrunden)

(Det er mig i midten, hvis nogen skulle være i tvivl, hahahaha)

Det var egentlig alt fra mig i denne omgang. Nu vil jeg smide mig på sofaen, og prøve at finde en eller to fine løbejakker her til foråret på min Mac, mens søndagens fodbold skal køre i baggrunden. Alt sammen inden vi lidt senere skal tænde op for grillen, og for alvor nyde vejret.

xoxo Belma

Hele forløbet fra start til nu med billeder

Kære alle

Jeg tænkte, at jeg lige vil lave en opdatering omkring alt det her blogværk, nu hvor der er en del der læser med, og også nogle nye læsere som jeg kan se. Dem der kender historien og ikke gider bruge tid på det hele en gang til, er velkomne til at lukke ned nu, for jeg vil lige beskrive det hele fra starten til nu :)

Egentlig har det ikke nogen begyndelse som sådan, for jeg har altid (hele mit liv) været utilfreds med min vægt, og med hvordan min krop ser ud. Men når der alligevel er en start (i hvert fald på bloggen), så er det fordi jeg i september 2011 for første gang virkelig så mig selv - altså som i VIRKELIG. Min far lagde billeder fra min afslutningen på kandidatuddannelsen ud på Facebook helt stolt over mig, men det eneste jeg kunne se var hvor stor jeg var. Et eller andet sagde bare klik i mit hoved, og jeg fik simpelthen så meget motivation til nu endelig at påbegynde endnu et vægttabsforløb (ja, endnu et - for Gud ved hvor mange gange før jeg havde tabt mig hist og pist, for at tage det hele på igen!). Men denne gang var det anderledes, jeg kunne virkelig mærke, at jeg ville give mig hundrede procent.

Nedenstående billeder er dem jeg snakker om:

Jeg allierede mig med min søster Nina, som I jo ved er mega helse freak og går rigtig meget op i sund livsstil all-around. Vi begyndte at træne sammen 3-4 gange om ugen, og træningen bestod altid af løb samt styrketræning. Jeg havde egentlig ikke løbet rigtigt siden min tid som fodboldpige, og på det tidspunkt var det knap 8 år siden. Så jeg startede virkelig fra bunden af, men synes egentlig jeg kom hurtigt efter det. Ud over træning med Nina, trænede jeg også selv, så om ugen trænede jeg ca 5-6 gange fast. De første måneder elskede jeg det, og så blev det hårdt, og så hadede jeg det, og så elskede jeg det igen osv osv. Men jeg var fast besluttet, at jeg inden Ninas bryllup skulle tabe mig 20 kg - og det nåede jeg også. 

Jeg tabte mig faktisk ca 24 kg alt i alt fra 1/11-11 til 1/7-12. I den periode havde jeg træningsstop i 6 uger (marts 12-april 12) pga helbredsmæssige årsager, så egentlig var de 24 kg smidt på knap 6.5 måned. Det holdt også hårdt, men jeg tabte mig hvad jeg ville, og resultatet så således ud:

Den gang, den sommer i 2012 kunne jeg da godt se og mærke på tøjet, at jeg havde tabt mig. Jeg var gået fra XXL/46 i tøj til M/L /40. Men jeg kunne alligevel ikke se det. Sådan helt rigtigt. Jeg så stadig den samme Belma på +25kg, og det er faktisk den allerstørste grund til, at vægttabet ikke holdt. Der er mange grunde, og bare for at nævne et par så kørte jeg ærligt død i det. Træning non-stop der blev en besættelse, følelsen af sult/ikke at kunne spise det gode mad, og ønsket om stadig at tabe mig 20 kg mere. Nu ved jeg godt det er urealistisk og jeg måske havde 5-7 kg mere at give af, men det kunne jeg ikke se den gang.

Så nu sidder jeg så her knap 3 år efter jeg nåede min "ønskede" vægt, og er skide ærgerlig og flov over at sige, at vægten i dag siger plus 12 kg fra daværende udgangspunkt !!!!!Jeg har dermed ikke bare taget de tabte 24 kg på, men der er røget yderligere 10-12 kg oveni. Selvom jeg godt vidste det ville blive svært at holde vægten, og da den også begyndte at gå op ad igen, havde jeg i min vildeste fantasi ikke troet, jeg nogensinde ville komme op hvor jeg er nu. Tallet på vægten er egentlig ikke afgørende, men spejlbilledet er det jeg kæmper allermest med. Tænk, at man kan tage 35 kg på, på tre år, uden at man stopper sig selv!

Jeg kan slet ikke forstå, at det kan være så svært, og var det her hvem som helst anden end mig, havde jeg sagt: luk r.... , læg chokoladen og kom så i gang. Svære er det sku heller ikke! Men hold nu op, hvor er det bare svært. Jeg VED alt hvad jeg burde vide, jeg har alle redskaberne til det, og alligevel sker der ingenting. Det tager ærligt talt modet hel fra mig, når jeg ved hvad der kræves, hvad  jeg skal igennem, og jeg ved godt folk vil sige det er en livsstil. Men det er ikke en livsstil jeg gider. Jeg gider ikke spise sundt, vil spise hvad jeg vil, og træne når jeg vil. Men sådan fungerer livet desværre jo ikke :)

Så jeg må stoppe selvmedlidenheden, og bare tage mig sammen til at komme i gang igen. Jeg træner da lidt mere nu end jeg gjorde for 2 måneder siden, men når man så går hjem og spiser dobbelt op, er det jo en tabt kamp.

Det var egentlig en lang historie fortalt endnu længere kan jeg da se på antal anslag på denne blog, hehe. Men så har jeg da også sat en masse tanker i gang hos mig selv :)

xoxo Belma

Det store madpakke puslespil

Kære alle

Som jeg skrev i det sidste indlæg, så har jeg valgt at melde mig ud af madordningen på min arbejdsplads. Det er der egentlig flere forskellige grunde til.
Først og fremmest var jeg super dårlig til, at lade være med at spise varmt mad til aftensmad også, når jeg allerede havde spist det på arbejdet. Det kan jeg ved lynhurtig hovedudregning afsløre betyder langt flere kalorier end hvad godt for mig er!

Derudover synes jeg ærligt talt, at det ofte var svært at finde noget jeg kunne lide. Vi har en lækker madordning, så det er nok bare mig der er kræsen, men når der endelig var nogle retter som var mums, var der begrænsning på, og så kunne man ikke blive mæt alligevel.

Så umiddelbart kan jeg indtil videre kun finde fordele ved, at have egen madpakke med hver dag. Jeg kan selv bestemme hvad jeg vil spise, og vigtigst af alt, så kan jeg styre hvor meget jeg får - når madpakken er spist er der bare ikke mere, så det at hente en portion mere er simpelthen ikke en mulighed.

Nu er udfordringen så at finde på spændende og varierende madpakker, således at jeg ikke bliver fristet af maden på jobbet, og alligevel vælger at hoppe med flere gange om uge ´- det er nemlig en mulighed, så betaler man bare for dagens mad.

Jeg har derfor siddet og lavet lidt research i forhold til, hvad mine fremtidige madpakker kan bestå af. Jeg har primært benyttet mig af Instagram, da jeg dagligt henter inspiration der fra folk, som også kæmper deres kampe med vægten, og prøver at føre en sundere livsstil.

Jeg har fundet 4 "retter" som helt sikker skal prøves, og jeg deler dem lige med jer - det kunne være i tænkte det også kunne være noget for jer.

1. Lakseroulade m. spinat
2. Ægge-muffins med kyllingepølser og champignoner (eller hvad man nu bedst kan lide)
3. Forårsruller m. rispapir og rejer
4. Pizza - bund lavet af sweet potato eller blomkål (pyntet med salat, serranoskine og ost - eller hvad  
    man nu er til)

 

 

Det var i grove træk lige min plan for frokosten i løbet af ugen, og jeg har også besluttet mig for, at jeg nu skal til at spise morgenmad - altså sådan rigtigt og fast HVER morgen. Jeg er dog bare næsten aldrig sulten, og gider ærligt talt ikke stå op mange minutter før jeg absolut skal for at lave/spise morgenmad. Så min plan er derfor nu at bikse en lækker smoothie sammen, som kan holde mig mæt indtil min lækre madpakke skal indtages kl. 12 :)

 

Hvad aftensmaden skal blive til vil tiden vise. Der skal jeg selvfølgelig også spise sundt, men alt tager tid, og for mange forandringer på en gang er aldrig godt for mig. Så nu går jeg all-in på frokost :)

 

Ps., jeg mangler ideer til lækre snacks /mellemmåltider (INGEN SKYR, TAK!!), så dem der har lyst er velkomne til at lægge en kommentar enten her eller på Facebook under blogindlægget

 

 

xoxo Belma