Dette indlæg handler på ingen måde om det min (nu stillestående) blog ellers har handlet om, nemlig vægttab. Dette ene enkelte indlæg er min fødselsberetning, som jeg af forskellige årsager nu vælger at dele.
Først, en del af jer ved hvad vi har været igennem med Mia og mht min graviditet, og mange har spurgt og spurgt, hvor overskuddet til at snakke om det bare ikke har været der.
Nu er der snart gået 6 måneder, og hele oplevelsen spøger stadig rigtig meget hos mig, og d. 23/6 præcis på Mias halvårsdag skal vi endelig ind og have en efterfødselssamtale på Kolding Sygehus. Denne blev vi tilbudt to gange under indlæggelse men takkede nej. NU er jeg endelig ved at være der, hvor der skal sættes et punktum, og i den forbindelse skal jeg reflektere lidt over det hele inden samtalen. Derfor denne blog. Det er jo min dagbog, men også en meget terapeutisk måde at give slip på sine følelser (for mig).
Jeg håber I vil tage godt imod det - det er meget personligt, men egentlig er det udelukkende for min egen skyld at indlægget skrives :)
Som de fleste ved, havde jeg termin med Mia d. 21/1-16 (sjovt nok forbinder jeg denne dato med hende, glemmer helt at hendes rigtige (og eneste) fødselsdag faktisk er 23/12-15). Da jeg var 29+6 fik jeg voldsom hovedpine og flimmer for øjnene. Tog til egen læge som målte et højt blodtryk og fandt +2 for protein i urinen.Jeg vil ikke komme nærmere ind på hvad de forskellige ting betyder, ud over at lægen med det samme mistænkte svangerskabsforgitning, og sendte mig til fødegangen på Kolding Sygehus. Min svigermor havde det med Tommy så jeg havde hørt lidt omkring det, men spekulerede ikke over det, da jeg var sikker på lægerne nok skulle gøre hvad de kan :)
Fødegangen bekræftede begyndende svangerskabsforgiftning, og sygemeldte mig øjeblikkeligt, da jeg skulle hvile mig så vidt muligt for at aflaste kroppen. De var meget klare i mælet på sygehuset - når SSF opdages så tidligt i graviditeten, så bliver det mere ofte end sjældent alvorligt. Dette var i starten af november, og de efterfølgende 3 uger var jeg on/off indlagt mere eller mindre hele tiden, fordi blodtryk steg og steg trods medicin for det, og protein i urinen voksede. Heldigvis følte jeg mig helt rask og kunne slet ikke forstå hvorfor lægerne (og min familie) panikkede sådan og piskede en stemning op :P
7/12-15 kom jeg på Kolding sygehus til kontrol, jeg havde været indlagt ugen før men fik lov at komme hjem på weekend. Den mandag (min mors fødselsdag forøvrigt) var mit BT så højt og proteinet så meget til stede, at de besluttede at indlægge mig til jeg havde født. Husk lige på, at jeg først havde termin knap halvanden måned efter.
Fysisk havde jeg det ok på trods af alting, men psykisk var jeg meget nede, for det var utrolig hårdt ikke at vide om man var købt eller solgt. Hver dag kom en ny læge med en ny plan for mig, og intet kunne siges med sikkerhed.
Jeg fik meget hurtigt sygehus kuller
Efter meget brok og stor utilfredshed over ikke at vide hvad der skulle ske og hvornår, blev det på en læge konference besluttet, at jeg skulle sættes i gang med stikpiller fredag d. 25/12. Jeg ville få lov at komme hjem få timer juleaften, og skulle så møde op dagen efter til igangsættelse.
Om aftenen d. 19/12 fik jeg voldsomt ondt lige under brysterne, den allerøverste del af maven. Lægerne havde fra starten af sagt at hvis jeg mærkede det mindste ondt i maven var det meget vigtigt de fik besked. Jeg fortalte det den aften, men de sagde jeg bare skulle hvile mig. Jeg faldt i søvn, og det gik over. Aftenen efter kom smerten igen, dog meget værre, og jeg gik bogstavelig talt rundt på sygehuset fra 01-07 om natten for kunne ikke være i min egen krop. Denne gang fik jeg en magnesia pille, for jeg kunne da lige komme ud og skide som jordemoderen så fint fortalte mig…hmm.. næste nat var smerterne så voldsomme at jeg skreg og sagde jeg IKKE kunne holde det ud mere. Lægen gik med til at tage en blodprøve og stixe (teste) min urin. Det havde de egentlig gjort hver dag siden indlæggelsen, men stoppede da alle prøver efter knap 3 uger så fine ud. Så de havde ikke taget blodprøver i 3 dage på det tidspunkt.
Da jeg gik ud for at tisse kunne jeg slet ikke, og da der endelig kom lidt ud, var det kulsort. Jordemoderen blev pænt bleg i hovedet da jeg viste hende det, hehe. Jeg ringede med det samme efter Tommy, og sagde jeg bare kunne mærke noget var galt, og han skulle komme hjem fra job. Han kom på sygehuset hos mig kl. 11 den tirsdag d. 22.12. Pga det sorte urin blev blodprøverne hastet, og da de kom tilbage var de kritiske - vigtigst viste de at min nyre var ved at sætte af (derfor sort tis), og leveren var svulmet meget op med væske (derfor smerten i maven).
Det blev besluttet, at jordemoderen skulle sætte mig i gang med det samme! Heldigvis skulle der ikke stikpiller til, for what do you know, jeg var da åben 1 cm og vandet kunne bare tages (Y) Når man har SSF siges det at fødslen går meget stærkt fordi kroppen arbejder, så de lovede mig nærmest af jeg efter få timer ville have født Mia, yes :)
Kort version - intet gik efter planen. Jeg fik epiduralblokade (krav ved SSF patienter pga blodtrykket), den skulle lægges to gange pga fejl, og kl. 15.30 fik de koblet vedrop på, fordi mine blodprøver (som de tog en gang i timen) blev værre og værre. Vandet blev taget kl.13.40, kl. 15 var jeg i aktiv fødsel og 4 cm åben. Kl. 23 med konstant vestorm siden kl. 16 var jeg stadig kun 4 cm åben. Men mine blodprøver var så slemme, at det blev vurderet jeg var meget kritisk. Derudover fik jeg max dosis af tre præparater for blodtryk PLUS medicin direkte i venflon, og alligevel var BT 198/130.
Lægerne fik besluttet at der ikke var tid til at vente, jeg var i kritisk tilstand og Mia skulle ud med det samme. kl. 23.50 kom vi ind på operationsstuen, og kl. 00.02 er Mia født ved hyper akut kejsersnit. Jeg synes der gik evigheder før hun sagde en lyd, og jeg fik hende ikke op til mig med det samme. Pga min tilstand skulle de lige tjekke hende, så efter lidt tid fik jeg hende op på brystet. Der lå hun så i 40 sek, før hun blev flået fra mig og Tommy blev bedt om at følge med. Jeg husker jeg synes hun lignede en smøfl fordi hun var blå, men tænkte ikke mere over det.
Jeg blev syet sammen og overflyttet til intensiv, for min tilstand blev endnu dårligere og alle mine værdier faldt endnu mere end godt var. kl. 03 kom Tommy hos mig og sagde Mia bare skulle have lidt hjælp til at trække vejret og fik derfor Cpap, og lå på neonatal afdeling. Meget bizar følelse at være alt det igennem og som mor blot få 40 sekunder med sit barn.
En lang historie kort omkring mig selv - jeg var på intensiv i 48 timer før jeg fik lov at rykke ned på barselsgangen da mine værdier begyndte at være nogenlunde. Knap 9 dage efter fødsel var blodprøverne normale og jeg blev udskrevet som patient, og medindlagt som mor til barn på neonatal afdelingen (for fortidligt fødte).
Man skulle tro det væreste var over os, og vi nu kunne koncentrere os om vores lille fine datter, som jeg fik lov at se d. 23/12 ca. kl. 12-13, altså et halvt døgn efter jeg havde født hende - og det så kun i 10 min.
Først kom en læge ind og fortalte os, at vores datter var meget syg - de havde hørt en mislyd, og hun havde en medfødt hjertefejl. Kort tid efter fandt de ud af mislyden ikke skyldtes hjertet, men en punkteret lunge, der var kollapset. Mias liv var i fare. De ville give hende natten over 23-24/12 for at se om hun klarede den, og så ville de lægge en plan for hende. Ja tak, glædelig jul!
Efter nogle forskellige ting der ikke lykkedes lagde man et lungedræn, der heldigvis virkede, og hullet på lungen lukkede sig. Det var afgørende, for med en kollapset lunge var det kun et spørgsmål om tid før den anden også kollapsede, og så var det som man kan regne ud ikke godt. Mia var indlagt som patient i 21 dage, hvor hun dagligt fik taget blodprøver, blev stukket i, flyttet rundt på og skulle igennem alverdens prøvelser. Og, for at det ikke skal være løgn, stoppede hun med at trække vejret hele to gange. Men som den sande fighter som hun er, trodsede hun alle odds og blev efter kun 21 dage udskrevet hele to uger før den rigtige termin.
Der har været lidt forskelligt med hjertet siden hen, selv om det ikke var så slemt som de først fortalte os, men Mia er i dag hundrede procent rask, og vil ikke få nogen men af alt det hun har været igennem. Da vi var til kontrol med hullet på hendes forkamre i hjertet i sidste uge, kunne lægen huske hende, og sagde hun var det mest syge barn i julen. Hmm ville da hellere have hun havde husket os for noget andet - men bum, Mia fik vist hende hvor meget der er sket siden.
Jeg selv har det også godt, min krop skal ikke være gravid de næste to år, det vil den ikke kunne klare var lægen ret ærlig omkring. Det er meget sjældent man som gravid kaster op efter 3 mrd, jeg kastede op 7 gange dagligt i 5 måneder. Det er 3% af gravide der får SSF, vupti det fik jeg. Der er kun 10 tilfælde om året i hele landet af kollapset lunge, ja tak en til Mia. Synes da vi har været igennem det man kan blive ramt af i sådan en graviditet, og for at det ikke skal være løgn, fik jeg seneskedebetændelse i begge håndled pga væske i kroppen - 99% af tilfældene forsvinder det igen når man har født. Gæt, hvem der er den heldige 1% der skal have opereret begge sine håndled..?? ;)
Pyha, det blev langt :) Men nu fik jeg alt ud, og fik tvunget mig selv til at tænke over det hele. Nu venter samtalen med sygehuset, så vi kan få sat det sidste punktum. På trods af alt vi har været igennem, føler jeg mig meget tryg ved at skulle /engang i fremtiden) have barn nr to på Kolding Sygehus. Det absolut bedste personale i verden er P3 i Kolding, og alle jeg har været i kontakt med (med undtagelse af en enkelt jordemoder) har jeg følt mig super tryg ved.
Jeg mangler dog at høre lidt om hvorfor fx Mia ikke fik lungemodner, når de vidste risikoen for at hun kom før tid var meget stor, hvorfor de ikke tog blodprøver på mig i tre dage - de to dage hvor jeg havde fandens ondt det ene sted de spurgte til hver dag flere gange om dagen osv osv. VI kan intet lave om, men et svar vil nok være godt for os alligevel. Måske jeg også endelig kan holde op med at føle mig så snydt for de sidste to måneder af min graviditet, kan stoppe med at sørge over de ting vi ikke nåede, holde op med at være ked af ikke at have fået lov til at gøre arbejdet færdig men skulle have kejsersnit osv osv.
ps., bonusinfo - epiduralblokaden blev jo lagt to gange, men da de skulle lægge spinalbedøvelsen til kejsersnittet opdagede de, at epi slet ikke var lagt rigtigt, og derfor på intet tidpunkt virkede. SÅ jeg føler mig skide sej, at have udholdt 7 timer med konstant vestorm :P
Ingen kommentarer:
Send en kommentar