Kære alle
Jeg tænkte, at jeg lige vil lave en opdatering omkring alt det her blogværk, nu hvor der er en del der læser med, og også nogle nye læsere som jeg kan se. Dem der kender historien og ikke gider bruge tid på det hele en gang til, er velkomne til at lukke ned nu, for jeg vil lige beskrive det hele fra starten til nu :)
Egentlig har det ikke nogen begyndelse som sådan, for jeg har altid (hele mit liv) været utilfreds med min vægt, og med hvordan min krop ser ud. Men når der alligevel er en start (i hvert fald på bloggen), så er det fordi jeg i september 2011 for første gang virkelig så mig selv - altså som i VIRKELIG. Min far lagde billeder fra min afslutningen på kandidatuddannelsen ud på Facebook helt stolt over mig, men det eneste jeg kunne se var hvor stor jeg var. Et eller andet sagde bare klik i mit hoved, og jeg fik simpelthen så meget motivation til nu endelig at påbegynde endnu et vægttabsforløb (ja, endnu et - for Gud ved hvor mange gange før jeg havde tabt mig hist og pist, for at tage det hele på igen!). Men denne gang var det anderledes, jeg kunne virkelig mærke, at jeg ville give mig hundrede procent.
Nedenstående billeder er dem jeg snakker om:
Jeg allierede mig med min søster Nina, som I jo ved er mega helse freak og går rigtig meget op i sund livsstil all-around. Vi begyndte at træne sammen 3-4 gange om ugen, og træningen bestod altid af løb samt styrketræning. Jeg havde egentlig ikke løbet rigtigt siden min tid som fodboldpige, og på det tidspunkt var det knap 8 år siden. Så jeg startede virkelig fra bunden af, men synes egentlig jeg kom hurtigt efter det. Ud over træning med Nina, trænede jeg også selv, så om ugen trænede jeg ca 5-6 gange fast. De første måneder elskede jeg det, og så blev det hårdt, og så hadede jeg det, og så elskede jeg det igen osv osv. Men jeg var fast besluttet, at jeg inden Ninas bryllup skulle tabe mig 20 kg - og det nåede jeg også.
Jeg tabte mig faktisk ca 24 kg alt i alt fra 1/11-11 til 1/7-12. I den periode havde jeg træningsstop i 6 uger (marts 12-april 12) pga helbredsmæssige årsager, så egentlig var de 24 kg smidt på knap 6.5 måned. Det holdt også hårdt, men jeg tabte mig hvad jeg ville, og resultatet så således ud:
Den gang, den sommer i 2012 kunne jeg da godt se og mærke på tøjet, at jeg havde tabt mig. Jeg var gået fra XXL/46 i tøj til M/L /40. Men jeg kunne alligevel ikke se det. Sådan helt rigtigt. Jeg så stadig den samme Belma på +25kg, og det er faktisk den allerstørste grund til, at vægttabet ikke holdt. Der er mange grunde, og bare for at nævne et par så kørte jeg ærligt død i det. Træning non-stop der blev en besættelse, følelsen af sult/ikke at kunne spise det gode mad, og ønsket om stadig at tabe mig 20 kg mere. Nu ved jeg godt det er urealistisk og jeg måske havde 5-7 kg mere at give af, men det kunne jeg ikke se den gang.
Så nu sidder jeg så her knap 3 år efter jeg nåede min "ønskede" vægt, og er skide ærgerlig og flov over at sige, at vægten i dag siger plus 12 kg fra daværende udgangspunkt !!!!!Jeg har dermed ikke bare taget de tabte 24 kg på, men der er røget yderligere 10-12 kg oveni. Selvom jeg godt vidste det ville blive svært at holde vægten, og da den også begyndte at gå op ad igen, havde jeg i min vildeste fantasi ikke troet, jeg nogensinde ville komme op hvor jeg er nu. Tallet på vægten er egentlig ikke afgørende, men spejlbilledet er det jeg kæmper allermest med. Tænk, at man kan tage 35 kg på, på tre år, uden at man stopper sig selv!
Jeg kan slet ikke forstå, at det kan være så svært, og var det her hvem som helst anden end mig, havde jeg sagt: luk r.... , læg chokoladen og kom så i gang. Svære er det sku heller ikke! Men hold nu op, hvor er det bare svært. Jeg VED alt hvad jeg burde vide, jeg har alle redskaberne til det, og alligevel sker der ingenting. Det tager ærligt talt modet hel fra mig, når jeg ved hvad der kræves, hvad jeg skal igennem, og jeg ved godt folk vil sige det er en livsstil. Men det er ikke en livsstil jeg gider. Jeg gider ikke spise sundt, vil spise hvad jeg vil, og træne når jeg vil. Men sådan fungerer livet desværre jo ikke :)
Så jeg må stoppe selvmedlidenheden, og bare tage mig sammen til at komme i gang igen. Jeg træner da lidt mere nu end jeg gjorde for 2 måneder siden, men når man så går hjem og spiser dobbelt op, er det jo en tabt kamp.
Det var egentlig en lang historie fortalt endnu længere kan jeg da se på antal anslag på denne blog, hehe. Men så har jeg da også sat en masse tanker i gang hos mig selv :)
xoxo Belma